Dette var en sand omvendelse under mærkværdige omstændigheder, og den skete i en bestemt og særegnet hensigt. Den vidnede for alle, som var til stede, at Jesus ikke var en bedrager, men at han hævdede sin rene karakter og udførte den gerning, Gud havde givet ham, lige til hans liv på jorden fik ende. Under hele Jesu virksomhed havde han aldrig hørt mere dyrebare ord end de troendes ord, som kom fra døende røvers læber blandt skarens hån og bespottelse. Men lad ingen fordømme da anledninger, de nu har, og udsætte sin omvendelse, idet de stoler på, at røveren blev omvendt i den ellevte time, og at de derfor kan omvende sig på dødssengen. Hver gang en synder tilsidesætter en lysstråle, kommer han i større mørke end tidligere, indtil en eller anden forfærdelig vildfarelse fylder hans sjæl, og han kommer i en håbløs tilstand. Men der er dog tilfælde, hvor lyset kommer i den sidste stund, ligesom det kom til den arme røver, og hvor det da blev modtaget med forstandig tro. Sådanne angergivne sjæle finder nåde hos Gud.