Kristi mission på jorden var nu næsten fuldbragt. Hans tunge var tør, og han sagde: "Jeg tørster!" De dyppede en svamp i eddike og galde og gav ham at drikke; men da han havde smagt den, ville han ikke drikke. Livets og herlighedens Herre var nu nærved at dø som en igenløsnings betaling for menneskeslægten. Det var en følelse af, at synden bragte Faderens vrede over ham som menneskeslægtens stedfortræder, der gjorde det bæger, Jesus drak, så bittert og sønderbrød Guds Søns hjerte. Døden kan ikke betragtes som en nådens engel; naturen viger tilbage fra tanken om opløsning, der er en følge af synd.