Folket venter i tavshed på, at dette frygtelige skue skal få en ende. Atter skinner solen frem, men Kristus er indhyllet i mørke. Præsterne og de ældste kaster deres blikke mod Jerusalem, og se, den tykke sky har dalet ned over staden og Judas sletter, og Guds vredes grumme lynstråler udslynges mod denne dømte stad. Pludselig hæver mørket sig fra korset, og med en klar røst ligesom en basun, der syntes at genlyde gennem hele skabningen, råbte Jesus: "Det er fuldbragt!" "Fader, i dine hænder betror jeg min ånd." Et lys skinnende omkring korset, og Frelserens ansigt strålede af en herlighed ligesom solens. Derpå bøjede han hovedet ned på sit bryst og døde.