Mørket hævede sig atter fra Golgatha og hang ligesom et ligklæde over Jerusalem. Netop i det øjeblik, da Kristus døde, var der præster, som tjente i templet foran forhænget der adskilte det hellige fra det allerhelligste. De mærkede pludselig, at jorden skælvede under dem, og at forhænget i templet, et kostbart tæppe, som man fornyede hvert år, blev revet fra øverst til nederst af den samme blodløse hånd for dem, der skrev dommen på væggen i Belzasars palads. Det allerhelligste, som menneskelige fødder kun havde betrådt én gang om året i et helligt ærinde, blev nu afsløret, så at alle og enhver kan se derind. Herren havde altid før beskyttet sit tempel på en forunderlig måde; men nu stod dets hellige hemmeligheder åbne for enhver. Gud vil nu ikke længere overskygge den jordiske nådestol med sin nærværelse. Hans herligheds lys kommer nu ikke mere til at skinne på de kostelige stene i ypperstepræstens brystplade; ej heller vil hans mishag kaste en skygge derpå.