Da Kristus døde, syntes disciplens håb aldeles at forsvinde. Da de så på hans lukkede øjne og nedbøjede hoved, hans hår, der var bedækket med blod og hans gennemborede hænder og fødder, blev deres angst ubeskrivelig. De havde troet til sidste øjeblik, at han ikke skulle dø, og de kunne næppe fatte, at han nu virkelig var død. Da himlens majestæt hengav sit liv, havde de, som troede på ham, forladt ham, og der var ikke én, som lindrede hans smerter eller udtalte et eneste opmuntrende ord; thi selv englene, som havde medynk med ham, fik ikke lov at tjene sin elskede anfører.