Den hævn, som præsterne mente skulle blive så sød, var allerede forvandlet til bitterhed for dem. De vidste, at folket nu dadlede dem strengt. De vidste, at de selvsamme personer, som de havde påvirket til at træde op imod Jesus, nu følte sig forskrækkede over sin egen skammelige gerning, og idet, de var vidner til alle disse beviser på Jesu guddommelige indflydelse, blev de mere bange for hans døde legeme i graven, end de havde været for ham, medens han levede og vandrede iblandt dem. Tanken om, at Jesus muligvis ville opstå af graven, fyldte deres skyldbetyngede sjæl med ubeskrivelig rædsel. De følte, at Jesus når som helst kunne stå frem for dem, så at den anklagede bliv en anklager, den fordømte den, som ville fordømme, og den ihjelslåede den, som med god grund ville forlange, at hans mordere skulle dø.