Det var i almindelighed familieoverhovedets pligt at nedbede Guds velsignelse over maden; men Jesus lagde sine hænder på brødet og velsignede det. Ved det første ord, han ytrede i sin bøn, så disciplene op, forbavsede og forfærdede. Det var visselig ingen anden end deres Mester, som gjorde dette på denne måde. Hans stemme lyder for dem som deres Mesters stemme, - og se, der er også naglegabet i hans hænder! Det er i sandhed deres elskede Mesters velkendte skikkelse. For et øjeblik er de aldeles målløse; derpå står de op for at kaste sig ned ved hans fødder og tilbede ham; men pludselig forsvinder han fra dem.