I sin store glæde lagde de ikke mærke til de hindringer, som lå på den ujævne vej. Månen oplyste ikke vejen for dem, men deres hjerte frydede sig over en ny åbenbaring, der lyste i deres sjæl. De vandrede henover de ujævne stene og de farefulde skrænter ved vejen, idet de undertiden i deres hast snublede og faldt. Men herved blev de ikke mismodige; de gik stadig fremad. Undertiden kom de på afveje på grund af mørket og måtte derfor gå tilbage, indtil de fandt vejen, hvorpå de fortsatte rejsen med forøget hurtighed. De længtes efter at forkynde det dyrebare budskab for sine venner. Aldrig før havde menneskelige læber haft en sådan nyhed at forkynde; thi den kendsgerning, at Kristus var opstået, skulle blive den store sandhed, som menigheden skulle bygge al sin tro og sine forhåbninger på.