Thomas faldt i den dybeste fortvivlelse, da Jesus døde; hans tro syntes at være aldeles udslukket. Han var ikke tilstede i salen, da Jesus viste sig for sine disciple. Han havde hørt, hvad de andre berettede, og havde fået alt for mange beviser på, at Jesus var opstået. Men et ubevægeligt mørke og en hårdnakket vantro havde tillukket hans hjerte mod alle opmuntrende vidnesbyrd. Da han hørte disciplene omtale, hvorledes den opstandne frelser så vidunderlig havde vist sig, kom han blot i fortvivlet; thi hvis Jesus virkelig var opstået fra de døde, kunne der ikke være mere håb om, at han skulle oprette et virkeligt rige på jorden. Det sårede hans stolthed, når han tænkte på, at hans Mester åbenbarede sig for alle sine disciple, men ikke for ham. Han havde derfor besluttet, at han ikke ville tro, og i en hel uge gik han og rugede over sin elendighed, og denne blev endnu mørkere, da han stillede den i modsætning til sine brødres oplivende håb og tro.