Peter var af naturen fyrig og hurtig til at handle, og Satan havde benyttet sig af disse karaktertræk for at føre ham bort fra den rette vej. Da Jesus havde åbenbaret for sine disciple, at han skulle gå til Jerusalem for at lide og dø, overgivet til ypperstepræsternes og de skriftkloges hænder, havde Peter formastelig modstået sin Mester og sagt: "Gud bevare dig, Herre. Nej sådan må det ingenlunde ske!" Han kunne ikke tro, det var muligt, at Guds Søn skulle dræbes. Satan indgav ham den tanke, at hvis Jesus var Guds Søn, så kunne han ikke dø. Kort før Peter faldt, havde Jesus sagt til ham: "Satan begærede jer for at sigte jer som hvede. Men jeg bad for, at din tro ikke må glippe. Og når du engang omvender dig, da styrk dine brødre. Den tid var nu kommet, og den forandring, som var sket hos Peter, var åbenbar for enhver. Mesterens nærgående, prøvende spørgsmål havde ikke fremkaldt et eneste fremfusende, selvtillidsfuldt svar, og på grund af, at han havde ydmyget sig og angret sin synd, var han nu bedre end nogensinde før skikket til at være en hyrde for Herrens hjord.