Havde soldaterne sovet, så kunne de ikke vide, hvorledes graven blev tom. Dersom én skildvagt havde været vågen, ville han sikkert havde vækket de andre. Havde de virkelig sovet således, som de påstod, så vidste man godt, hvad følgerne blev. En sådan pligtforsømmelse blev straffet med døden, og der kunne ikke være noget håb om benådning. det er derfor ikke tænkelig, at de skyldige ville have omtalt sin brøde. Hvis de jødiske præster og ældste havde opdaget, at vagten sov på sin post, ville de ikke have ladet sagen gå uden videre, men ville have krævet en grundig undersøgelse og at de utro soldater kunne blive udsatte for lovens fulde straf.