Intet menneske skulle udøve et vilkårligt herredømme over et andet menneskes samvittighed. Kristus gav ikke nogen gejstlig ret til at forlade synd eller at sælge aflad, så at menneskerne kunne synde uden at pådrage sig Guds mishag, ej heller gav han sine tjenere frihed til at modtage en gave for at skjule synd, så at vedkommende kunne undgå sin fortjente straf. Jesus pålagde sine disciple at forkynde syndernes forladelse i "hans navn" blandt alle folkeslag men de fik ikke selv magt til at bortfjerne en eneste syndeplet fra Adams børn. Ej heller skulle de straffe de ugudelige. De skulle forkynde den fortørnede Guds vrede mod synderen; men den magt, som den romerske kirke har tilranet sig, så at den overfører denne vrede på overtræderen, har ikke nogen grund i Kristi undervisning. Han vil selv bringe den bestemte dom over de ubodfærdige. Den, som drager folk til sig selv og påstår, at han har magt til at forlade synd, pådrager sig Guds vrede; thi han vender sjæle bort fra Jesus, som alene kan tilgive et svagt og fejlende menneskes synd.