Menigheden bør antage overtræderens anger og bod med taknemmelige hjerter. Den har blot ret til at forlade synd i den forstand, at den forsikrer den angerfulde synder om, at Frelseren i nåde vil forlade hans synd, og at den fører ham ud fra vantroens og ugudelighedens mørke til troens og retfærdigheden lys. Den kan lægge hans skælvende hånd i Jesu kærlige hånd. En sådan forladelse stadfæstes i himlen. Det, som apostlene skrev angående at binde eller løse i menigheds sager, skal stå ved kraft helt til verdens ende. Og Kristi løfte om, at han vil være tilstede, når man beder derom, burde trøste og opmuntre hans menighedsmedlemmer ligeså meget, som det trøstede og opmuntrede apostlene, til hvem Kristus ligefrem talede. De, som foragter menighedens myndighed, foragter også Kristi myndighed.