Gå derfor hen og gør alle folkeslagene til minde disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn, og idet I lærer dem at holde alt det, som jeg har befalet jer. Og se, jeg er med jer alle dage indtil verdens ende. Amen.” 55 En stor arbejdsmark blev således åbnet for hans forbavsede tilhørere, som var blevet oplærte i, at de på det strengeste skulle indskrænke sig til sit eget folk. En ny og mere fuldstændig udlægning af profetierne op gik for dem. De forsøgte at forstå den gerning, som var dem betroet. Verden betragtede Jesus for at være en bedrager. Der var kun nogle få hundrede, som stillede sig under hans banner, og deres tro havde fået et forfærdeligt stød, da han døde, så at de ikke havde været i stand til bestemt at vide, hvad de skulle gøre. Nu havde Kristus åbenbaret sig for dem i sin opstandelses skikkelse og havde givet dem et så vigtigt hverv, at de med sine indskrænkede anskuelser næppe kunne fatte det. Det var vanskelig for dem at forstå, at den tro, som havde forenet dem med Jesus, skulle blive en religion, ikke alene for jøderne, men for alle folkeslag. 55 Overtro sagn, hykleri og afgudsdyrkelse herskede i verden. Jøderne påstod, at de alene havde den rette kundskab om Gud, og de var så indskrænkede, både hvad samfunds livet og det religiøse liv angik, at ethvert folk foragtede dem. Den høje skille væg, som de havde opført bevirkede, at jøderne levede ligesom i en lille verden for sig selv og de kaldte alle andre mennesker for hedninger og hunde. Men Jesus gav sine disciple fuldmagt til at forkynde deres religion for alle hedninger, tungemål og folk - forkynde, at Frelseren var korsfæstet og opstanden, og at alle mennesker, både rige og fattige, lærde og ulærde, havde fuld og fri adgang til frelsen; at lære, at Kristus kom til verden for at skaffe de angerfulde nåde og tilbyde dem delagtighed i en kærlighed, der var så høj som himlen, så udstrakt som verden, og som skulle vare i al evighed. Dette var det ædleste foretagende, som nogensinde var blevet menneskene betroet. 55 De skulle lære folket at holde alt det, Jesus havde befalet, og de skulle døbe i Faderens og Sønnens og Helligåndens navn. Jesus skulle snart forlade sine disciple; men han forsikrede dem, at skønt han skulle opfare til sin Fader, ville dog hans ånd og indflydelse altid være med dem og deres efterfølgere lige indtil verdens ende. Kristus kunne ikke have efterladt sine efterfølgere en mere dyrebar arv end den forsikring, at han ville være med dem under livets mørke og alle dets prøvelser. Når Satan står rede til at ødelægge Guds menighed og bringe forvirring blandt hans folk, bør de komme i hu, at der er en, som har lovet at være hos dem - en som sagde: Mig er givet al magt i himlen og på jorden. 56 Det har altid været Kristi sande efterfølgeres lod at møde forfølgelse og bespottelse, Verden hadede Mesteren og den har altid hadet hans tjenere, men Helligånden, Trøstermanden, som Kristus sendte sine disciple, opmuntrer og styrker dem, så at de kan udføre hans gerning med trofasthed, medens han selv var borte fra dem. Trøstermanden, sandhedens Ånd, skulle blive hos dem hele tiden, og Kristus forsikrede dem om, at den forening, som der var mellem ham selv og Faderen, nu også skulle indbefatte dem. 56 Disciplenes forstand, som før var blevet formørket ved en fejlfortolkning af profetierne, blev nu fuldstændig oplyst; thi Jesus selv oplyste de skriftsteder, der hentydede til ham. Han viste dem, hvad hans rige i virkelighed havde været, og de begyndte nu at indse, at det ikke var Kristi gerning at oprette et timeligt rige, men at det guddommelige nåderige skulle åbenbares i hans folks hjerte; og at hans herlighedsrige til sidst skulle oprettes, men ikke på anden måde, end at han først gik igennem fornedrelse, lidelse og død. 57 Djævelen havde endnu dødens vælde, men Jesus havde borttaget hans bitterhed og bråd, idet han indlod sig i kamp med fjenden om døden og vandt sejr over ham. Herefter ville døden ikke have nogen rædsel for at den kristne; thi Kristus selv havde følt dens bråd og var opstået fra graven for at sidde ved Faderens højre hånd i himlen som den, der havde al magt i himlen op på jorden. Striden mellem Kristus og Satan blev afgjort, da Herren opstod fra de døde; thi da rystede han fjendens fængsel til dets grundvold og fratog ham hans bytte, idet han lod nogle af de hensovende opstå, hvilket blev et nyt tegn på den sejr, som den anden Adam havde vundet. Denne opstandelse var et forbillede på og en forsikring om, at de retfærdige hensovende til sidst skal opstå ved Kristi andet komme. 57 Jerusalem havde været skuepladsen for Kristi underfulde fornedrelse for menneskeslægten. Der havde han lidt, der blev han også forkastet og fordømt. Judæa, hvori Jerusalem er hovedstaden, var hans fødeland. Der havde han vandret som et menneske blandt mennesker, og kun få havde forstået, hvor nær himlen var blevet bragt til jorden, da Jesus boede iblandt dem. Det var derfor meget passende, at disciplene skulle begynde sin gerning i Jerusalem. Netop nu, da de sidste få ugers begivenheder havde vakt så stor opsigt, var der den allerbedste anledning til at forkynde budskabet i denne stad. 57 Da Jesus var nær ved at slutte med at undervise sine disciple, og adskillelsens time drog nær, hendrog han deres tanker mere bestemt på den gerning, Guds Ånd skulle udrette for dem, idet den gjorde dem skikket for deres arbejde. Han oplyste deres sind i denne fortrolige samtale, så at de kunne forstå de ophøjede sandheder, som de skulle åbenbare for verden. Men de skulle ikke begynde sit arbejde, før de fik Helligåndens dåb; thi da ville de få mere vished om, at de var forenede med himlen. De fik løfte om, at den himmelske oplysning, som de da ville opnå, skulle bringe dem nyt mod og ny glæde, og den skulle sætte dem i stand til at forstå Kristi kærligheds bredde og længde og dybde og højde. 58 Efter Helligånden var udgydt over dem, og de således var blevet skikkede for sit hverv, skulle disciplene forkynde syndernes forladelse og frelse gennem omvendelse og tro på den korsfæstede og opstandne frelseres fortjeneste, samt fremholde Kristi Riges store grundsætninger. Denne gerning skulle de begynde i Jerusalem og derefter virke i Judæa og Samaria og omsider til verdens yderste grænser. Heraf kan enhver, som forkynder sandhedens budskab for verden, også lære noget. Guds Ånd må først trænge ind i deres eget hjerte, og deres arbejde bør begynde i hjemmet. Deres familie bør få nytte af deres indflydelse, og deres eget hjem bør udvise, at Guds Ånds forvandlende kraft har virket på familien, så at de er lydig og velopdragen. Derefter bør virkekredsen udvides; alle vore naboer bør få indtryk af den interesse, vi føler for deres frelse, og sandhedens lys bør fremholdes med troskab for dem; thi det er ligeså nødvendigt at frelse dem som at frelse andre mennesker, der bor længere borte. Fra nabolaget og de omkringliggende stæder og byer bør Guds tjeneres virkekreds udvikles, indtil sandhedens budskab forkyndtes til jordens yderste grænser. 58 Dette var den arbejdsorden, som Kristus indstiftede for sine disciple. Men denne orden vender evangeliets arbejdere nu til dags ofte op og ned på. De forsømmer den kreds, som ligger nærmest; de føler ikke nødvendigheden af, at Guds Ånd først arbejder og virker oplivende på deres eget hjerte og helliger og forædler deres liv. De mindste pligter, som ligger lige for dem, forsømmes for at kunne virke i en større og fjernere arbejdsmark, hvor de ofte virker forgæves. Havde de valgt sig et lettere tilgængelig virkefelt, kunne de havde arbejdet med held, underkastet sig mindre prøvelser og vundet indflydelse og nyt mod, eftersom vejen åbnede og udvidede sig for dem. 59 I betragtning af, at folket i Jerusalem ikke havde påskønnet Kristi virksomhed der, og at de havde forfulgt ham og endelig ladet ham korsfæste, kunne apostlene have bedt Herren om at få lov til at søge sig en mere lovende arbejdsmark, hvor de kunne finde sjæle, der var mere rede til at høre og modtage budskabet; men de fremførte ingen sådan bøn. Jesus var den, som selv anførte værket. Den selv samme mark, hvori den største af alle lærere havde ud sået sandhedens sæd, skulle grundig dyrkes af apostlene indtil sæden fremspirede og gav en rig høst. Disciplene ville i sin virksomhed blive udsat for jødernes had, modstand og ondskab. Men den selv samme erfaring havde deres Mester gennemgået før dem, derfor skulle de ikke nægte. 59 Da Jesu fornedrelse og død nærmede sig, og han i denne anledning trøstede sine disciple, sagde han til dem kort før sin korsfæstelse: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer. Efter at han nu havde stridt og sejret over døden og modtaget sin belønning, gav han dem på en mere udtrykkelig måde den fred, som overgår al forstand. Han gjorde dem skikket til at virke i den gerning, som han havde påbegyndt. Ligesom hans Fader havde udsendt ham, således udsendte han disciplene. Han åndede på dem og sagde: Modtag Helligånden. 60 Disciplene blev ikke udsendte til at vidne for Kristus, før de havde modtaget Helligåndens gave, thi den var nødvendig for at gøre dem skikkede til at udføre sit store hverv. Al kristendoms bekendelse er død, indtil Jesus besjæler den troende med sit åndelige liv, hvilket sker ved Helligånden. en evangelist er ikke skikket til at forkynde sandheden for andre og være Kristi repræsentant, før han har modtaget denne himmelske gave. 60 De mennesker, som står i ansvarsfulde stillinger og forkynder Guds sandhed i Jesu navn uden den åndelige drivkraft, som Guds oplivende Ånd giver, udfører ikke et grundigt værk, og de kan ikke være vis på, at deres arbejde skal få fremgang. Mange glemmer, at religionens og pligtens vej ikke består i triste følelser, men i alvorsfuld virksomhed. Det er ikke de høje længsler efter at gøre noget stort, som Gud har behag i; men Herren ser på den kærlighed og hengivenhed, som ligger til grund for den tjeneste, som ydes, enten den er for stor eller lille. Herren sender os undertiden modstand og modsigelser for at drive os til at søge hjælp og beskyttelse hos ham. Når skyerne samler sig over os, hører vi hans stemme: Fred efterlader jeg jer, min fred giver jeg jer; jeg giver jer ikke, som verden giver.