Disciplene vendte tilbage til Jerusalem, ikke sørgmodige, men fulde af glæde. Når de til sidst så på deres Herre, skinnede hans ansigt med himmelsk klarhed, og han smilede elskeligt over dem. De hænder som så ofte blev rakt ud for at velsigne den syge og forpinte, og irettesætte dæmoner – de hænder som var blevet slået igennem af grusomme søm, var rakt ud i nåde, som om de i disciplene favnede hele verden, og nedkaldte en velsignelse over alle Kristi efterfølgere. Lysstråler lod til at komme fra disse dyrebare hænder og falder over de som vågede og ventede.