Da disciplene vendte alene tilbage til Jerusalem, så folk på dem, og forventede at der var sorg, forvirring og nederlag i deres ansigter; men de så at der var glæde og sejr. De græd ikke over et skuffet håb, men var hele tiden i templet, og priste og velsignede Gud. Præsterne og øversterne kunne slet ikke forstå dette mysterium. Efter at de nedslående begivenheder i forbindelse med deres Mesters trængsler, fordømmelse og forsmædelige død, troede man at disciplene var besejret og gjort til skamme; men de kom nu frem med højt humør, og ansigterne strålede af en ikke jordiskfødt glæde.