De fortalte beretningen om Kristi forunderlige opstandelse og himmelfart, og mange troede på deres vidnesbyrd. Disciplene havde ikke længere nyttesløs mistillid til fremtiden; de vidste at Jesus var i Himlen; at hans forståelse var uforandret; at han identificerede sig selv med den lidende menneskehed, tog imod sit folks bønner; at han bad Gud om sit eget dyrebare blods fortjenester, viste sine sårede hænder og fødder, som erindring på den pris han havde betalt for sine genløste. De vidste at han ville komme igen ledsaget af den himmelske hær, og de så på denne begivenhed, ikke som en skæbnesvanger katastrofe, men som en anledning til stor glæde og forventning. De vidste at han ville stå igen på Oliebjerget, medens de hebræiske halleluja, blander sig med hebræiske hosianna, og myriader af stemmer skal forene sig med det glade bifald: "Kron ham, alles Herre!" De vidste at han var steget op til Himlen for at berede boliger til sine lydige børn, og at han ville vende tilbage og tage dem til sig.