Jesus gik foran bjergets top til omegnen af Betanien; her standsede ham, og de samledes alle omkring ham. Lysstråler syntes at udgå fra hans åsyn, medens han i inderlig kærlighed skuede på sine disciple. Han bebrejdede dem ikke for deres fejl og misgerninger; men de sidste ord, Jesus talte til dem, var uudsigelig ømme og medlidende. Idet han ud rakte sine hænder og velsignede dem, som om han ville forsikre dem om sin beskyttelse og omsorg, steg han langsomt op. En stærkere magt end nogen jordisk tiltrækningskraft drog ham op til himlen. Idet han steg opad, stirrede disciplene med ærefrygt op for at kunne se deres Herre under hans himmelfart så længe som mulig. en herligheds sky tog ham bort fra deres øjne, og i samme øjeblik hørte deres opløftede sjæl den yndigste og herligste musik fra englenes kor.