Jøderne var blevet spredt til næsten alle nationer, og talte forskellige sprog. De var kommet langvejs fra til Jerusalem, og havde taget midlertidigt ophold der, for at forblive der under de religiøse fester, der var i gang, og overholde det de krævede. Da de var samlet, havde de ethvert kendt tungemål. Denne forskellighed af sprog var en stor forhindring for Guds tjenere at udbrede Kristi lære til jordens yderste dele. Om Gud skulle dække apostlenes mangelfuldhed på en mirakuløs måde, var den mest fuldkomne bekræftelse over for folket, for vidnesbyrdet fra disse Kristi vidner. Helligånden havde gjort det for dem som de ikke selv kunne udrette et helt liv; de kunne nu sprede evangeliets sandhed vidt omkring, tale akkurat deres sprog som de arbejdede for. Denne mirakuløse gave var det højeste bevis på at de kunne bringe verden at deres opgave bar himlens seglmærke.