Den tilstedeværende gruppe huskede det Peter havde gjort under sin Mesters trængsel, og de bildte sig selv ind at han kunne trues med fængsel og død. Men Peter som benægtede Kristus i den stund han trængte mest, var den impulsive, selvsikre discipel, skilte sig langt ud fra Peter, som stod foran Sanhedrinet til ransagelse den dag. Han var blevet helt anderledes; han stolede ikke på selv, og pralede ikke længere. Han var fyldt med Helligånden, og ved dens kraft var han blevet fast som en klippe, modig, dog beskeden, til at ophøje Kristus. Han var parat til at fjerne pletten fra sit frafald, ved at ære det navn han tidligere havde fornægtet.