Men på trods af deres ønske om at udslette disciplene, turde de ikke gøre noget værre end at true dem med den hårdeste straf hvis de fortsætte med at lære og virke i Jesu navn. Derpå erklærede Peter og Johannes frimodigt at deres arbejde var blevet givet dem af Gud, og de kunne ikke andet end tale om de ting de havde set og hørt. Præsterne ville gladelig have straffet disse adelsmænd for deres usvigelige troskab mod deres hellige kald, men de frygtede for folket, "for alle mænd ærede Gud for det som var gjort." Sammen med gentagede trusler og formaninger, blev apostlene således sat fri.