Præsterne og øverstene i rådet besluttede at påberåbe dem som oprører, og anklage dem for at have slået Ananias og Safira ihjel, og for at sammensværge berøve præsterne deres myndighed og lægge dem i døden. De stolede på at folkehoben ville blive oprørt til at tage sagen i egen hånd, og behandle dem ligesom de havde behandlet Jesus. De var klar over at mange som ikke acceptere Kristi lære var trætte af de jødiske myndigheders egenmægtige styre, og var ivrig efter en forandring. Hvis disse personer blev interesseret i og greb apostlenes tro, anerkendte Jesus om Messias, frygtede de at hele folkets vrede vil vende sig imod præsterne, som ville gøres ansvarlig for Kristi mord. De besluttede at gøre stærke forhåndsregler for at forhindre dette. Til sidst sendte de bud efter de formodede fanger som måtte bringes foran dem. Stor var deres forbavselse når da det blev meldt tilbage at dørene var sikkert slået til, og vagten stod foran dem, men fangerne var ingen steder at finde.