Disse modstandere mod Kristus og apostlenes lære, kunne kun tro, selvom de nægtede at indrømme det, at Jesus var blevet opstået fra de døde og forblev på jorden i fyrre dage derefter; var beviset for overbevisende for dem at betvivle det. Ikke desto mindre var deres hjerter ikke blødgjorte, eller deres samvittighed slog dem for den forfærdelige handling de havde begået at lægge ham i døden. Da kraften fra Himlen kom over apostlene på en så bemærkelsesværdig måde, holdt frygten dem fra at være voldelige, men deres bitterhed og skinsyge var uforandret. Fire tusinde havde allerede grebet den nye lære apostlene lærte, og både farisæerne og saddukæerne besluttede iblandt sig selv af hvis disse lærere fik lov at gå uforhindret, ville deres indflydelse være i stor fare, end da Jesus var på jorden. Hvis en eller tro prædikener fra disciplene kunne udføre så forunderlige resultater, ville verden hurtig tro på Kristus, hvis de fik friheden, og præsternes og magthavernes indflydelse ville gå tabt.