Saulus’ sind var stærkt oprørt af Stefanus’ sejrrige død. Han blev rystet i sine fordomme; men præsterne og øversternes anskuelser og argumenter overbeviste ham til sidst at Stefanus var en bespotter; at Jesus Kristus som han havde forkyndt var en bedrager, og at dem som tjente i hellige embeder måtte have ret. Som det beslutsomme menneske, og med stærke mål, blev han meget bitter i sin modstand mod kristendommen, efter at tidligere at være helt opsat på at præsternes og de skriftkloges syn var rigtige. Hans iver fik ham til at forfølge de troende helt frivilligt. Han fik sat hellige mænd for rådene, og sat dem i fængsel eller dømt til døden, uden bevis for nogen anden forbrydelse end deres tro på Jesus. Jakobs og Johannes iver var ligesådan, skønt det var i den anden retning, da de ville nedkalde ild fra himlen til at fortære dem som ringeagtede og forhånede deres Mester.