Dette sceneri var mest forvirrende. Saulus’ ledsagere blev slået af rædsel, og næsten forblændet af det stærke lys. De hørte stemmen, men så ingen, og det hele var uforståeligt og mystisk. Men Saulus lå lamslået til jorden, forstod de ord som blev talt, og så klart Guds Søn for sig. Ét blik på det herlige Væsen, indprentede hans billede for altid på den slåede jøde. Ordene slog sig tilbage til hans hjerte med en appellerende kraft. En flod af lys skinnede ud i hans sinds formørkede kamre, der åbenbarede hans uvidenhed og vildfarelse. Han så at, da han bildte sig selv ind at være nidkær for at tjene Gud, og forfølge Kristi efterfølgere, havde han i virkeligheden gjort Satans arbejde.