Men Paulus fejlvurderede sine jødiske brødres ånd. Det samme raseri som blev udgydt over Stefanus, blev nu hjemsøgt over ham selv. Han så at han måtte skille sig af med sine brødre, og sorg fyldte hans hjerte. Han ville gerne have opgivet sit liv, hvis det betyder at de kom til en kundskab om sandheden. Jøderne begyndte at lægge planer for at tage hans liv, og disciplene tilskyndede ham til at forlade Jerusalem; men han blev der, ville ikke forlade stedet, og ivrig efter at arbejde lidt længere for sine jødiske brødre. Han havde taget så aktiv del i Stefanus martyrium at han var meget ivrig efter at udslette den plet, ved at tydelige forsvare den sandhed, som havde kostet Stefanus livet. For ham var det som at han flygtede krysteragtigt fra Jerusalem.