Peter adlyder igen automatisk, holder hans øjne stift rettet på hans himmelske gæst, og tror selv at det er en drøm, eller i et syn. De bevæbnede soldater er passive som majslet ud af marmor, idet englen atter byder: "Kast dit klæde om dig og følg mig." Derved bevæger det himmelske væsen sig hen mod døren, og den ellers så snaksaglige Peter følger efter, intetsigende af forbavselse. De går forbi den ubevægelige vagt, og når den tungt bolteret og tilstængte dør, som svinger sig op efter aftale med sig selv, og lukker straks igen; medens vagten inden for og uden før døren står ubevægelige på deres poster.