Disse folk havde afvist at anerkende Kristus, hvis grove og ofte til støvede klæder blev båret omkring et hjerte af guddommelig kærlighed, rig med indre besmykkelse, en sagtmodig og mild ånd. Deres øjne var forblændet af synd, nægtede at se, under det ydmyge ydre, livets og herlighedens herre, ved sin barmhjertighed og guddommelige kraft har åbenbaret for dem i gerninger, som intet menneske kan gøre. Men de var parat til at bøje sig og tilbede den hovne konge som en gud, hvis prægtige klæder af sølv og guld blev båret af et fordærvet og grusomt hjerte. De prøvede ikke at trænge ind bag hans forfængelige opvisning, og læse hans karakters fordærvelse og svig, og hans daglige livs ondskab.