Herodes vidste at han ikke gjorde sig fortjent til denne pris og hyldest; alligevel irettesatte han ikke folket for afgudsdyrkelse, men accepterede den som passende. Gløden af stolt selvtilfredsstillelse var på hans samvittighed, da han hørte råbene stige op: Det er Guds røst, ikke menneskets! De samme stemmer som nu forherliger en nedrig synder, havde kun for nogle få år siden, hævet det vanvittige råb: Bort med Jesus! Korsfæst ham, korsfæst ham! Herodes modtog denne smiger og hyldest med stor fornøjelse, og hans hjerte var forbundet med sejr; men pludseligt kom en hurtig og forfærdelig dom over ham. Hans ansigt blev bleg som døden, og forvanskes med smertes; store sveddråber kom fra hans porer. Han stod et øjeblik som om han var lamslået af smerte og rædsel, så skiftes hans velafbalancerede og livlige ansigt over for sine rædsel slåede venner, råbte han med en hul og fortvivlet stemme: Han som du har ophøjet som gud er slået til døde!