Han blev båret i de mest pinefulde kvaler fra det ugudelige gilde, latter og pomp, frem til det som nu væmmes ved i sin sjæl. For et øjeblik siden, tog han stolt imod den umådelige skares ros og tilbedelse – følte han nu at han selv var i en mægtigere Herskers hænder end ham selv. Samvittighedsnag fangede ham, han huskede sin grusomme befaling at ihjelslå den uskyldige Jakob; han huskede sin ubarmhjertige forfølge af Kristi efterfølgere, og hans plan med at lægge apostlen Peter i døden, som Gud hade udfriet af hans hånd; i sin ydmygelse og skuffede raseri huskede han nu at han havde udøst sin afsindige hævngerrighed over fange vogterne, og eksekveret dem uden nåde. Han følte at Gud, som havde reddet apostlen fra døden, nu behandlede ham som en nådesløs forfølger. Han fandt ingen lindring fra kropslidelse, eller sindspine, og han forventede intet. Herodes kendte Guds lov som siger: "Du skal ikke have andre guder end mig," og han vidste at når han accepterede folkets tilbedelse, havde han fyldt sin synds mål, og havde pådraget sig Guds retfærdige vrede.