Forordningen med håndspålæggelser, blev på et senere tidspunkt meget misbrugt; denne handling blev tilskrevet en uberettiget betydning, som om en kraft kom over dem som fik denne ordination, som straks kvalificerede dem for noget eller alt pastoralt arbejde, som om dydens lå i håndspålæggelsens handling. I historien har vi blot en enkel optegnelse om håndspålæggelse af disse to apostle, og fremførelsen af deres arbejde. Både Paulus og Barnabas havde allerede fået hvervet af Guds selv, og ceremonien med håndspålæggelse gav ingen ny nåde eller virkelig kvalifikation. Det var blot at sætte menigheden segl på Guds værk – en formel anerkendelse at blive udpeget til et bestemt embede.