Apostlene blev efterladt i en meget pinefuld tilstand. Deres sønderrevne og blødende rygge var i kontakt med det rå stengulv, medens deres fødder blev hævet og bundet fast i stokkene. I denne unaturlige position led de enorme pinsler; alligevel knurrede og beklagede de sig ikke, men samtalede med hinanden og priste Gud med taknemmelige hjerter at de var fundet værdige til at lide skam for hans dyrebare navn. Paulus blev mindet om den forfølgelse han havde været middel til, i sin indsamling af Kristi disciple, og han var inderlig taknemmelig over at hans øjne var blevet åbnet til at se, og hans hjerte til at mærke sandhederne i Guds Søns evangelium, og at han havde fået lov til at forkynde den lære som han tidligere havde foragtet.