Han havde skælvet fordi Guds vrede var blevet udtrykt i jordskælvet; han var parat til at dø ved sin egen hånd, af frygt for straf efter romersk lov, da han troede at fangerne var flygtet; men var alle disse ting af mindre betydning for ham, i sammenligning med den nye og fremmede æresfrygt som foruroligede ham, og hans ønske om at besidde den ro og venlighed apostlene viste under deres ekstreme lidelse og mishandling. Han så himlens lys genspejlet i deres ansigter; han vidste at Gud havde lagt sig imellem på en mirakuløs måde for at redde deres liv; og kvinden med spådomskraft kom med en særlig kraft ind i hans sind: "Disse mænd er den allerhøjeste Guds tjenere, som viser os frelsens vej."