Da jeg efter et langvarigt Sygeleke atter var i stand til at være sammen med mine Legekammerater, maatte jeg snart med Sorg erfare, at ens udseende ofte har en afgjørende Virkning med Hensyn til den Behandling, han bliver Gjenstand for. Da dette Uheld indtraf, var min fader i Georgia. Da han kom tilbage, omfavnede han mine Brødre og Søstre og spurgte derpaa efter mig. Min Moder pegte paa mig, men min egen Fader kjendte mig ikke. Han kunde neppe tro, at jeg var hans lille Ellen, som vor nogle faa Maaneder siden, da han forlod Hjemmet, var et raskt og lykkeligt Barn. Jeg følte mig bedrøvet, men forsøgte at paatage mit et muntert Udseende, dog syntes det, som om mit Hjerte skulde briste.