Der syntes ikke at være noget Haab om, atg jeg skulde faa min Helbrede igjen. To Aar gik hen, før jeg kunde aande gjennem Næsen, og jeg var kun sjelden i stand til at gaa i Skole. Det syntes at være umuligt for mig at studere og at erindre, hvad jeg lærte. Vor lærer udnævnte den Pige til Medhjælper, der havde saaret mig med Stenen, og det var en af hendes Pligter at hjælpe mig med at lære mine Lektier. Hun syntes at være meget bedrøvet over den Skade, hun havde tilføjet mig, skjønt jeg søgte at undgaa at sige noget til hende desangaaende. Hun var øm og taalmodig mod mig og meget alvorlig ved at se mig anstrenge mit saa haardt for at lære mine Lektier.