Jeg erindrer en Vinternat, mens Sneen laa paa Jorden, at Himmlen var oplyst, Skyerne var røde og urolige og syntes at aabnes og lukkes, og Sneen havde udseende af Blod. Naboerne var forskrækkede. Moder tog mig i sine Arme og bar mig fra Sengen til Vinduet. Jeg var lykkelig; thi jeg troede, at Jesus nu skulde komme, og jeg længtes efter at se ham. Jeg klappede i Hænder af Glæde og tænkte, at mine Lidelser nu vilde være til ende. Men jeg blev skuffet. Himmelen unaturlige Udseende forsvandt, og den paafølgende Morgen stod Solen op igjen som sædvanlig.