Omtrent ved denne tid måtte jeg gennemgå en hård prøve. Dersom Guds ånd hvilede over nogen i forsamlingen, og han da prisede og forherligede Guds navn, sagde nogle at det var Mesmerisme. Og dersom det begagede Herren at give mig et syn i forsamlingen, var der adskillige, som sagde, at det hele hidrørte fra stærk sindsbevægelse og Mismerisme. Dette bedrøvede mig og gjorde mig modløs, og jeg gik ofte til et eller andet enligt sted for at udøse min sjæl for ham, som byder de trætte og besværede at komme til ham og finde hvile. Idet jeg tilegnede mig Guds løfter kom Jesus meget nær til mig. Himlens blide lys omstrålede mig, og det forekom mig, at Jesus kærligt sluttede mig i sine arme. Under disse omstændigheder henrykkedes jeg i syner. Men når jeg så fortalte, hvad Herren havde fist mig, medens jeg var alene, hvor ingen fordisk indflydelse kunde påvirke mig, sårede det mig at høre denne og hin ynke om, at de, som levede nærmest Herren, var mest tilbøjelige til at blive forførte af Satan.