Det var et tungt Kors for mig at fortælle de vildfarende, hvad Herren havde vist mig om dem. Det smertede mig at se andre besværede eller sårede. Og når jeg blev nødt til at frembære mine budskaber fra Herren til en person, formildede jeg dem undertiden og gjorde det så lempeligt for ham som mulig, hvorpå jeg gik til et afsides sted og græd i stor sjæleangst. Jeg tænkte på dem, som kun havde sin egen sjæl at sørge for, og sagde ved mig selv, at om jeg var således stillet som de, skulle jeg ikke klage. Det var tungt af gengive de ligefremme, gribende vidnesbyrd, som Herren havde vist mig. Jeg ængstedes for, hvad udfaldet skulle blive;og dersom de personer, hvem Herren således irettesatte, satte sig imod Irettesættelsen og senere hen forkastede sandheden, opstod der disse spørgsmål hos mig: Overleverede jeg budskabet således, som jeg burde? Var der ingen mulighed for at frelse dem? Og da blev jeg så nedbøjet af sjæleangst, at jeg ofte følte, at døden ville være en lindring og graven et sødt hvilested.