Jeg har allerede omtalt, at jeg blev bekendt med Ældste Pates. Jeg fandt ham at være en sand Kristen. Han var høflig og venlig og behandlede mig så ømt, som om jeg havde været hans eget barn. Han udviste stor interesse, den første gang han hørte mig tale. Da jeg var færdig, rejste han sig og sagde: "Jeg er en tvivlende Thomas. Jeg tror ikke på syner. Men dersom jeg kunne tro, at denne Søsters Vidnesbyrd, som vi har hørt i aften, i sandhed var Guds Røst til os, da vilde jeg være den lykkeligste mand i verden. Jeg er dybt greben. Jeg tror, at taleren er oprigtig, men jeg kan ikke forklare, hvorledes det forholder sig med desse underfulde ting, som hun har fortalt os - om Herren virkelig har vist hende dem."