Vi vendte tilbage til Middeltown, hvor vi havde efterladt vort barn, medens vil rejste ud. Vi følte nu, at det var vor tunge pligt at fornægte os vor lille Henrys selskab for bedre at kunne virke for sjæles frelse. Mit helbred var dårlig, og han ville nødvendigvis lægge beslag på en stor del af min tid. Det var en hård prøve; dog turde jeg ikke lade barnet hindre os i at udføre vor pligt. Jeg troede, at Gud havde sparet det for os, da det var sygt, og at dersom jeg nu skulle forsømme min pligt for barnet skyld så ville Herren tage det fra mig. Jeg gik ene til Herren, og med smerte og mange tårer overgav jeg mit eneste barn, som da var et år gammelt, i en andens varetægt. Vi efterlod det i Br. Howlands familie, til hvem vi havde fuldkommen tillid. De var villige til at bære byrden, for at vi uhindret kunne virke i Herens sag. Vi vidste, at de kunne passe Henry bedre, end vi kunne, når vi rejste omkring, og at det var bedre for ham at have et stadigt hjem, hvor han kunne få en god opdragelse. Det var hårdt for mig af skilles fra mig barn. Hans bedrøvede ansigt, da feg forlod ham, fulgte mig nat og dag; men ved Guds hjælp lykkes det mig at overvinde mine følelser, idet jeg søgte at gøre andre godt.