Da Konferencen var til ende, rejste jeg tilligemed min mand tilbage til Gorham, hvor mine forældre boede på den tid. Her blev jeg angrebet af en heftig sygdom. Mine forældre, min mand og mine Søstre forenede sig i bøn for mig, men jeg vedblev at lide i tre uger. Jeg besvimede ofte og så som død, men Herren hørte de bønner, der opsendtes for store, at jeg bad mine venner om ikke at bede for mig; thi jeg syntes, deres bønner forlængede mine lidelser. Vore naboer troede ikke, jegkunne leve. Det behagede Herren at prøve vor tro for en tid. Da mine venner senere hen atter forenede sig i bøn for mig, var der en broder, som under indflydelsen af Guds kraft følte sig tilskyndet til at rejse sig op og gå hen og lægge hænderne på mit hoved, idet han sagde: "Søster Ellen, Jesus Kristus helbreder dig," hvorpå han faldt afmagtig til Gulvet, overvældet af Guds Kraft. Jeg troede, at dette var Guds gerning, og smerten forlod mig. Min sjæl fyldes med taknemmelighed og fred. Jeg følte, der ingen hjælp er uden hos gud, og at sand fred alene kan erholdes ved at forlade sig på ham og vente på hans Frelser.