Den største opofrelse, jeg gjorde i forbindelse med vort arbejde, var at overgive mine børn i andres varetægt. Henry havde været skilt fra os i fem år, og Edson havde ikke nydt megen pleje fra vor side. I flere år var der mange, som opholdt sig hos os; vort hus lignede et hotel, og desforuden var vi borte fra hjemmet en stor del af tiden. Det var mit inderligste ønske at kunne opdrage mine børn, så de ikke skulle lære onde baner, og jeg følte mig ofte bedrøvet, når jeg sammenlignede min stilling med deres, som ingen byrder ville bære, men kunne blive hjemme og selv undervise og opdrage sine børn. Jeg spurgte mig selv: Fordrer Gud så meget af os, men fritager andre for at bære sådanne byrder? Er dette ligelighed? Vil Gud lægge så meget på os, at vi ikke kan få tilbørlig tid til at opdrage vore børn? Jeg tilbragte mange nætter i bitter gråd, medens andre sov.