Denne pludselige og uventede erfaring syntes at skulle knuse mig. I min svaghed havde jeg anstrengt mig for at blive hos ham til det sidste; men da jeg så hans øjne lukkede i døden, var det forbi med min styrke, og jeg blev sengeliggende igen. En tid var jeg døden meget nær. Livsgnisten var så svag, at et lidet pust kunne have udslukket den. Om natten var pulsslagene næsten umærkelige, og åndedrættet blev stedse langsommere, indtil det syntes, som om det helt skulle ophøre. Det var kun ved Guds velsignelse og Lægens utrættelige omsorg og årvågenhed, at mit liv blev sparet.