Vi havde lovet at overvære et teltmøde i Charlotte Sabbaten og Sændagen den 23de og 24de Juli, og eftersom jeg var svag, bestemte vi os til at rejse med hest og vogn. På vejen syntes, min mand at være glad, skønt der hvilede et dybt alvor over ham. Gentagne gange pristede han Herren for hans nådesbevisninger og velsignelser, og han udtalte sig frit angående både fortiden og fremtiden. "Herren er god og såre priselig. Han er en mægtig hjælper i nødens tid. Fremtiden syntes os mørk og uvis, dog vil Herren ikke, vi skal ængste os herover. Når besværlighedeer kommer, vil han skænke os styrke til at udholde dem. Herren har været så god imod os, at vi aldrig burde knurre eller klage. Vore brødre vil næppe alle ret sætte pris på vor virksomhed, vore byrder og vore opofrelser. Jeg kan nu indse, at jeg har tabt min sindsro og Guds velsignelse ved at tillade disse ting at besvære mig.