Skønt jeg ikke var stået op fra sygelejet efter min ægtejælles død, blev jeg dog båret til tabernaklet den følgende Sabbat for at overvære hans begravelse. Ved slutningen af talen følte jeg, at det var min pligt at vidne om værdien af den Kristnes håb i sorgens og skilsmissens time. Idet jeg forsøgte at stå op, fik feg ny kraft, og i omtrent ti minutter talede jeg i den store skares nærværelse om Guds forunderlige nåde og kærlighed. Ved Gudstjenestens slutning fulgte jeg min ægtefælles fordiske levninger til Opk Hill gravlund, hvor han blev lagt til hvile til opstandelsens morgen.