Sabbats morgen gik vi som sædvanlig til Lunden, og min mand bad meget inderligt tre gange. Han syntes ikke at kunne blive færdig med at bede Gud om hans vejledning og velsignelse. Han blev bønhørt, og vore hjerter fyldtes med lys og fred. Han prisede Herren og sagde: "Nu overlader jeg alt til Jesus. Jeg fornemmer en sød, himmelsk fred, en forvisning om, at Herren vil vise os vor pligt; thi vi ønsker at udrette hans vilje." Han ledsagede mig til tabernaklet og åbnede gudstjenesten med oplæsning af salmen og med bøn. Dette var sidste gang, han stod ved min side på talerstolen.