Jeg havde besluttet ikke at bede for nogen, undtagen Guds ånd viste mig, at det var min pligt. Herren havde vist mig, at der herskende få megen ugudelighed selv bland foregivne Sabbatsholler, at jeg ikke ønskede at forenene mig i bøn med andre for dem, hvis levnet jeg ikke kendte til. Jeg fortalte dem årsagen, hvorfor jeg ikke var villig til at efterkomme deres ønske. Men brødrene forsikrede mig om, at så vidt deres erfaring strakte sig, var han en værdig broder. Jeg talte nogle få ord med manden, som havde bedt om vor forbøn. Men jeg kunne ikke føle mig klar i sagen. Han græd og sagde, at han havde ventet på os, og han følte sig vis på, at han skulle få sin helbred igen, hvis vi ville bede for ham. Vi fortalte ham, at vi ikke kendte til hans vandel, og at vi foretrak, at de, som kendte ham, skulle bede for ham. Han bad os dog så alvorligt, at vi bestemte os til at overveje sagen og fremlægge den for Herren; og dersom der ingen hindringer stod i vejen, skulle vi efterkomme hans ønske.