Naar Syndere og uomvendte anmodedes om at komme frem til de forreste Sæder, var der Hundreder, som efterkom Opfordring. Ogsaa jeg trængte mig frem og tog Plads blandt dem, som søgte sin Frelser. Men jeg følge i mit hjerte, som om jeg aldrig kunde blive værdig til at kaldes et Guds Barn. Mangel paa Selvtillid og en Overbevisning om, at det var umuligt at faa nogen til at forstaa mine Forfølgelser hindrede mig i at spørge mine Kristne Venner om raad og Hjælp. Jeg vandrede saaledes i ugrundet Mørke og Fortvivelse, mens andre, som ikke kjendte min Tilbageholdenhed, var uvidende om min virkelige Tilstand.