Efter at vi kom hjem, tilbragte jeg den største Del af de mørke Timer i Bøn og Taarer. En Grund, hvorfor jeg søgte at skjule mine Følelser for mine Venner, var Frygten for, at jeg skulde blive endnu mere modløs. Mit Haab og min Tro var saa svag, at jeg frygtede for, at dersom andre skulde betragte min Stilling i samme Lys som jeg, vilde det nedsænke mig i Fortvivelelse. Dog længtes jeg efter, at en eller anden skulde fortælle mig, hvad jeg burde gjøre for at blive frelst, og hvad Skridt jeg skulde tage for at møde min Frelser og overgive mig aldeles til ham. Jeg ansaa det for en vigtig Sag at være en Kristen og følte, at det fordrede særegne Bestræbelser fra min Side.