Jeg så, at mange intet giver til Herrens sag, mens de lever, men søger at berolige sin samvittighed med, at de vil være gavmilde, når døden kommer. Men denne slags gavmildhed er ikke, hvad Kristus fordrer af sine efterfølgere; de kan ikke derved undskylde sin forrige egenkærlighed. De, som holder fast ved sin ejendom til sidste øjeblik, står i fare for slet ikke at komme til at rådne over den. De kan så let tabe, hvad de har, banker går fallit, og penge kan mistes på så mange måder. Mange har sat sig for at skænke noget til sagens fremme, men de opsætter det, og Satan bestræber sig for at hindre dem i at anvende pengene, som de havde tænkt. Midlerne går undertiden tabt, før de kommer Guds sag tilgode, og kjævelen fryder sig derover. Dersom I vil gøre godt med jeres midler, da tøv ikke med at gøre det, så at ikke Satan skal få dem i sin magt og således hindre Guds værk. Ket har ofte hændt sig, at når Herren har skikket det således for brødrene, at de kunne gøre noget for at fremme hans værk, at Satan da gennem sine redskaber har fremholdt for dem et eller andet foretagende, hvor det forsikredes dem, at de kunne fordøble sine penge, om de ville sætte dem deri. De går ind på forslaget, sætter sine penge i foretagendet, og Herrens sag får intet deraf og undertiden end ikke brødrene selv.